Ungarbejde

Privat-konto

Allerede har en konto ? Log ind nu

Nulstil din adgangskode nedenfor

Tilbage til login
loading

Efterskole for børn med særlige behov

Det er en stor beslutning at sende sit barn på efterskole.

Og når dit barn har neurodivergens eksempelvis: ADHD, ADD eller autisme (ASF) i bagagen, kan overvejelserne og bekymringerne føles endnu mere overvældende.

  • Kan efterskolen rumme mit barn?
  • Vil de forstå dit barn?
  • Er det den rigtige løsning?

Denne artikel giver dig svar på de vigtigste spørgsmål og guider dig trygt igennem processen, fra valg af efterskole til hverdagen på skolen.

Er dit barn ordblind, så findes der en specifik informationsside om det emne. Se mere om: Ordblindeefterskoler

Efterskole for børn med særlige behov
Specialefterskoler i Danmark

Hvad er en specialefterskole

En specialefterskole er en efterskole, der har specialiseret sig i at undervise og støtte unge med særlige læringsforudsætninger.

Det kan dreje sig om neurodivergente diagnoser som: ADHD, ADD, autisme, Aspergers syndrom, Tourette og generelle indlæringsvanskeligheder.

I modsætning til en almen efterskole er specialefterskolen bygget op om en struktureret hverdag med faste rutiner, klare retningslinjer og en pædagogisk tilgang, der er tilpasset unge, der møder verden med særlige udfordringer.

Personalet er specialuddannet og har den viden og erfaring, der er nødvendig for at forstå, hvad ADHD og ADD konkret betyder for den enkelte unge.

Der er i Danmark en håndfuld specialefterskoler, der samler sig under fællesbetegnelsen: Specialefterskolerne, men derudover er der mange almene efterskoler, som har særlige tilbud til unge med ADHD og ADD. 

Valget afhænger af dit barns specifikke behov og af, hvad de enkelte skoler kan tilbyde

Hverdagen på efterskolen

På en efterskole er der ofte et stort program, og der sker mange ting i hverdagen. Man bor sammen med andre, spiser i fælles spisesal, tilpasser sig og tager hensyn. Det kan være svært at finde ro og tage en pause i løbet af dagen.

1
Behov for ro og reduceret skema

For unge med ADHD og ADD kan det være en løsning at have et reduceret skema, hvor der i løbet af ugen er huller til at lade op og holde fri.

Det kan også være, at dit barn har brug for en kortere uge med forlænget weekend eller en fridag hjemme midt på ugen i en periode.

Tal åbent med efterskolen om disse muligheder, og acceptér, at dit barn måske har brug for særlige hensyn.

Det handler om at skabe de rigtige rammer for trivsel.

2
Weekender og hjemkomst

I weekenderne er der typisk løsere struktur og færre aktiviteter på skolen.
 
Det kan give mulighed for, at eleverne kommer tættere på hinanden, men det kan også være energikrævende at fylde den ustrukturerede tid ud.
 
For nogle elever er det nødvendigt at komme hjem i weekenderne for at have nok energi til hverdagen på skolen.
 
Når dit barn kommer hjem, er det vigtigt at give det plads til at lade op.
 
Du glæder dig sikkert til at høre om alt, hvad der er sket, men dit barn er måske træt og har brug for ro. Giv det tid og nyd den smule tid, I er sammen.
 
Og hvis vasketøjskurven er fuld?
 
Husk, at dit barn med ADHD eller ADD sandsynligvis bruger mere energi end andre unge på at klare og holde styr på hverdagens udfordringer.
 
At du hjælper med vasketøjet, gør dig ikke til en "curlingforælder".
 
Tænk på det som stressreduktion. Dit barn kan lære at vaske tøj på et andet tidspunkt

3
Medicin på efterskolen

Hvis dit barn får medicin, er det vigtigt at lave klare aftaler med efterskolen om håndtering og opbevaring. 

Selvom dit barn måske selv styrer sin medicin derhjemme, er der mange nye rutiner og ting at holde styr på, når man starter på efterskole 

Det bedste er som regel, at skolen hjælper med håndtering og opbevaring af medicinen.

Det er vigtigt, at der laves klare aftaler om udlevering, så dit barn altid får sin medicin. 

Det er ærgerligt, hvis manglende medicin skal spænde ben for et godt efterskoleophold

Hvordan er hverdagen på en specialefterskole for børn med særlige behov
Åbent hus på efterskoler for unge med specielle behov

Besøg efterskolen inden tilmelding

Det er stærkt anbefalet at besøge mindst to efterskoler, inden I beslutter jer. 

De fleste efterskoler tilbyder åbent hus, rundvisninger og individuelle besøg.

Hvert år er der desuden 'Efterskolernes dag' i september.

Vær opmærksom på, at store åbent husarrangementer kan virke overvældende for unge med ADHD og ADD.

Overvej i stedet at aftale et individuelt besøg på en roligere dag, hvor I kan tale uforstyrret med personalet og få et realistisk billede af hverdagen på skolen.

Spørgsmål til efterskolen

Inden du beslutter dig, er der en række centrale spørgsmål, du bør stille efterskolen. Nedenstående tabel giver dig et overblik over de vigtigste emner at afdække:

Erfaring og viden

  • Hvilken erfaring har I med elever med ADHD/ADD?
  • Har personalet modtaget særlig uddannelse?

Støtte i undervisningen

  • Kan I ansøge om specialundervisning og specialpædagogisk bistand?
  • Er der en kontaktlærer?

Struktur i hverdagen

  • Hvordan ser en typisk dag ud?
  • Er der mulighed for reduceret skema eller pauser?

Medicinhåndtering

  • Hvordan håndterer I medicin?
  • Kan efterskolen hjælpe med opbevaring og udlevering?

Samarbejde med forældre

  • Hvordan kommunikerer I med os somforældre, og hvem kontakter vi, hvis der opstår udfordringer?

Regler og konsekvenser

  • Hvad er jeres tilgang til regelovertrædelser, og hvordan tager I hensyn til impulsivitet?

Spørgsmål til specialefterskolen

Special efterskole Jylland

Aabæk Efterskole Specialefterskole for unge i alderen 14-18 år 6200 Aabenraa  
Bøgevangskolen - Vejle Fri Fag- og Efterskole Hjælper unge med særlige behov inkl. ADHD og autisme 7100  Vejle  
Dybbøl Efterskole Specialefterskole for elever med særlige læringsforudsætninger 6400 Sønderborg  
Efterskolen Helle Specialefterskole inkl. ADHD, ADD, autisme, asperger 8500 Grenaa  
Fenskær Efterskole Prøvefri specialefterskole for sent udviklede unge med særlige behov både socialt og fagligt 7620  Lemvig  
Gødvad Efterskole Specialefterskole for unge med generelle indlæringsvanskeligheder og særlige behov 8600 Silkeborg  
Rødding Fri fag- og Efterskole Specialiseret undervisning for unge med ADHD, autisme og lignende særlige behov 6630 Rødding  
Tolne Efterskole En prøvefri specialefterskole for unge med særlige behov 9870  Sindal  
Try Efterskole For unge med ADHD eller lignende, der ønsker et trygt og struktureret miljø 9330  Bjerringbro  

Special efterskole Fyn

Idrætsefterskolen Ullebølle For unge med særlige læringsforudsætninger, herunder autisme, ADHD og generelle indlæringsvanskeligheder 5762 Vester Skerninge  
Klintebjerg Efterskole For unge (14-18 år) med særlige læringsforudsætninger, herunder: ADHD, ADD, Autisme og Aspergers syndrom 5450 Otterup  
Sydfyns Fri Fag- og Efterskole Fokuserer på unge med særlige behov, læringsvanskeligheder eller diagnoser 5881 Skårup   

Special efterskole Sjælland

Her er listen over special efterskoler på Sjælland:

Karise Efterskole For unge der alle har særlige læringsforudsætninger 4653 Karise  
Sofie Rifbjerg Efterskole Specialefterskole for unge med særlige undervisningsbehov 4840 Nørre Alslev  
Stubbekøbing Efterskole En lille efterskole med plads til 55 elever med særlige behov 4850 Stubbekøbing  
Waldemarsbo Efterskole Specialefterskole for unge med indlæringsvanskeligheder 4654  Faxe Ladeplads